Det Er Balancerne Der Holder Sammen På Det Hele (2019)

“(…) Men det er, når sang, melodi og ord mødes som ligeværdige partnere, som på den decideret fremragende "Jeg blaffer" med den supplerende diskrete orkestrering, at han kalder på vores udelte nærvær og opmærksomhed” - Esben Suurballe, GAFFA

“Debutanten Søren Manscher peger selv på Skammens Vogn som inspirationskilde til hans folkede sange på dansk. Med en tekst fuld af simple hverdagsdetaljer som blafrende lagener og blik for poesien i et ord som ’blåbærlyng’ kan man godt høre det. Musikalsk peger Manscher dog mere i retning af Bastian Kallesøes Dylan-udviklinger eller måske svenske Tallest Man On Earth. Bare i en langt mere rustik og fint vaklende lyd. Det er første lyd fra et album, der udkommer i løbet af efteråret, hvor Søren Manscher også er på turné sammen med Søren Huus” - Simon Lund, Politiken om “Jeg Ser Lagener Blafre i Vinden“

Lyt

Dansksprogede hverdagssange

Dette blev overskriften for de sange, jeg lavede på mit debutalbum Det Er Balancerne Der Holder Sammen På Det Hele. Det kom som reaktion på en lang række eksperimenter, jeg havde lavet i min tid på konservatoriet i Aarhus med mit forhenværende band, Harmonics samt alter ego/superhelte-projektet Oh Lois. Begge var meget sound-fokuserede, og gradvist fik jeg lyst til at gå mere back to basics og skrive sange med en akustisk guitar. Jeg følte pludselig en trang til at skrive i et jordnært sprog, nærme mig noget ligetil; sådan helt konkret skrive om de små ting, der sker i hverdagen, fx mærkelige fester jeg har været til, pinlige kommentarer, skænderier, akavede situationer, om kærestesnakke og den slags ting, som er let for en lytter at forholde sig til og spejle sig i.

‘Det er jo en balance’

Et gennemgående tema i sangene på albummet er forsøget på at forstå og navigere i det sociale spil og begå sig mellem sine medmennesker i forskellige dagligdagssituationer. Som albumtitlen indikerer, er det ofte en svær balancegang at få enderne til at mødes og tingene til at hænge rigtigt sammen.
Titlen Det Er Balancerne Der Holder Sammen På Det Hele opstod egentlig lidt som en indforstået joke mellem mig og min ven Rasmus (der btw spiller en del trommer på Oh Lois-projektet) henover en weekend. Jeg spurgte ham, om han havde overvejet, at alle gode samtaler egentlig ender med konklusionen, ‘det er jo en balance'. Man starter ude i vest og udforsker dét område, går over i øst og til sidst bliver man enige om at mødes et sted på midten.

Resten af den weekend afsluttede vi alle vores samtaler med, 'det er jo en balance'. Og det med at finde den perfekte balance er jo om noget et gennemgående tema på dette album, der i høj grad er en jagt på at finde ud af, hvordan man lever rigtigt som mand og menneske.

Indspillet på en nedlagt brandstation i Ry

Albummet er indspillet over fire dage i dagligstuen hos Søren Bigum (guitarist i Peter Sommers orkester Tiggerne m.fl.). Søren endte med at co-producere og mikse Det Er Balancerne Der Holder Sammen På Det Hele, hvor han bor på en nedlagt brandstation lidt uden for Ry. På albummet medvirker desuden Christian Haase og Hjørtur Háberg, der er mit faste trioband, når jeg spiller bandkoncerter. De uformelle rammer og de hjemlige forhold (vi indspillede det meste i Søren Bigums køkkenalrum, og jeg optog vokaler i soveværelset) har bidraget til roen og intimiteten, der præger albummet og dets rustikke musikalske udtryk.

Singlen “Jeg ser lagener blafre i vinden” opnåede desuden solid airplay på P4 og var Ugens Hit-tip hos Andrew Jensen. I løbet af oktober og november 2019 havde trioen og jeg den store fornøjelse at varme op for Søren Huss på 19 koncerter rundt i DK. Helt genialt faldt turnéstart sammen med albummets udgivelse 4. oktober.

udklippet og editeret efter pressetekst af Mads Hendrich fra Friendly PR.